Det der inspirerer. Usynligt Syg – Del 5

Puh, den sidste samtale med hende sygeplejersken, var godt nok hård. Men samtidig var den så inspirerende.! Jeg har jo den her drøm om at jeg gerne vil være hospitalsklovn. Jeg har haft den drøm i så mange år. Men … Læs resten

Fint, fint besøg.! Et liv på kanten – Del 1

image

Jeg har før skrevet om det her med at jeg har en ADHD-diagnose. Jeg har haft pænt svært ved at acceptere det.  & jeg har forsat med at gøre mig selv anderledes. Jeg fandt først ud af at jeg havde en diagnose sent. & jeg har kæmpet med ‘de indre dæmoner’, for at komme frem til en accept af mig selv.
Det er først da jeg begyndte i det her angst-forløb, for ca., et halvt år siden, at jeg er begyndt en process, hvor jeg kan acceptere mig selv for den jeg er. Jeg har brugt rigtig meget af min tid på at kæmpe, men mest mod mig selv. Jeg har sat en masse begrænsninger & sagt til mig selv, at der er en masse ting som jeg ikke har kunne. Men selvfølgelig, kan jeg da det.!!!

Idag, havde vi så besøg af en minister på arbejdet. & jeg havde på forhånd tænkt på en masse spørgsmål jeg gerne ville stille. Men det gik op for mig, at de her spørgsmål, er, mine forsvarsværker. Mine parader.!!! Det er jo ikke ligefrem konstruktivt.!!!
Men det har givet mig blod på tanden til at begynde at kigge på mig selv, på en helt ny måde.!!! For det at der kommer en minister, for, at høre på os. De her ‘lidt skæve mennesker’, gør at jeg ikke føler mig, helt så ‘skæv’ som jeg gør mig selv til.!!!

Et liv på kanten

Urban Exploration..!?!

image

Went for some urban exploration on an old airstrip. It was hard cause the wind was so STRONG! When I look at the pictures, it don’t seems like such hard work 😉

image

The airstrip I explored, is an old army airstrip. It was built in 1910 & was the first of it’s kind in Denmark 🙂

image

The Danish Army still owns the place, but they don’t use it anymore & haven’t been for a really long time. They’re trying to sell it, but without any luck so far.

image

The airstrip is open for the public. A lot of people, use it for recreational. Biking, walking, enjoying the wild life, walk their dogs or running.

image

My Urban Exploration

Udgivet via WordPress til Android

Informations vejene….?

Ovenpå eller nedenunder? Da jeg sad & så ‘Borgen’, &, der var al den her fokus på celleforandringer, slog det mig da jeg fik at vide af min læge at jeg HAVDE celleforandringer. Det var så celleforandringer i underlivet & … Læs resten

Historier fra dronningen af rodløshed – Del 2

IMG_20120821_033440

Da jeg skulle sætte kæresten på toget hjem var det med et stik i hjertet. Han har de her tre skønne unger der bor ved ham fast. De er hjemme ved deres mor fra fredag til søndag, hver 14 dag. Det er med ambivalente følelser, for det er en KONSTANT reminder om at jeg ALDRIG vil kunne udfylde en bestemt rolle. At de dejlige unger ALDRIG vil blive MINE. At jeg et eller andet sted,  ALDRIG vil slå 100% til. Jeg kan blive den seje bonus-mor, men det er jo IKKE helt det samme som at være deres mor! Jeg er selv skilsmissebarn & ved hvordan det er. Jeg var ‘heldig’ (hvis jeg ellers havde troet på held ;)), at jeg havde & har verdens bedste mor (min bonus-mor).

Jeg er adopteret af min bonus-mor & har ingen kontakt med min biologiske mor. Det er noget som jeg selv har valgt! Hun (min biologiske mor), ér, IKKE, til at regne med.

Den der med, ‘hvad jeg må & IKKE må’, er jeg kommet over. Vi, kæresten & jeg har efterhånden været sammen i lidt tid nu. & der har jeg efterhånden ‘fundet ud af’ eller ‘lært’, hvordan & hvorledes tingene hænger sammen.
Det er mere den der med, at jeg føler mig utilstrækkelig. Jeg ville ønske at de var MINE. For som jeg har sagt til kæresten, så er han uerstattelig. Det er jeg jo IKKE!
Hvis vi går fra hinanden, så mister jeg IKKE kun ham, men &så DEM! Jeg har INGEN rettigheder. Så kan jeg ‘bare’ gå & savne dem. Men ikke ha’ mulighed for at stille noget som helst op. Jeg kan jo mærke hvor glade de er for mig, & jeg er MINDST lige så glad for dem.

Det har været, SÅ FEDT, at se hvor meget fx., kærestens ældste er vokset i den tid, kæresten & jeg har været sammen. Fra at være en pige, der var, MEGET genert & usikker, ér, hun nu begyndt, at turde en masse. Det er super fedt at se, hvordan hun er begyndt at blomstre, bare på den korte tid jeg har kendt hende.
Jeg kan mærke at jeg har haft noget indflydelse & det er fedt! Men jeg føler at jeg hele tiden, skal løbe en smule hurtigere. At jeg skal gøre ekstra for at kunne slå til.
Det ‘eneste’ jeg har at tilbyde, er, den jeg er. Jeg tror IKKE, på den der med at skulle købe børn!
Det ‘eneste’ jeg KAN gøre, ér, at være tilstedeværende, nærværende & lytte, når de har brug for et par øre!!!

Reaktionen på andres sygdomme eller mangel på samme…!?!

Hvilket svar?

Så sidder jeg på arbejdet & får den her sms fra en veninde der igår blev indlagt på hospitalet til observation. Hun har haft de her anfald som lægerne gerne ville undersøge om kunne være epilepsi. Hun skulle være indlagt fra mandag til torsdag. Men er så blevet udskrevet idag fordi at hun havde haft et anfald i nat. Lægerne mente IKKE at det var epilepsi, men et eller andet med overbelastning af et eller andet halløj. Hmmm, tænkte jeg. Jeg har selv sygdom MEGET tæt inde på livet & kan bedst li’ at folk spørg end at de, “står & mumler i skægget”. Men da jeg modtog den sms fra min veninde, vidste jeg ikke HVAD jeg skulle svare. Vi havde snakket sammen inden hun blev indlagt, hvor hun havde givet udtryk for at hun ET ELLER ANDET sted ønskede at det VAR epilepsi. For så ville hun ENDELIG få nogle svar på HVAD det var hun fejlede. Da jeg så modtog den sms, for ikke så længe siden, blev jeg lidt i tvivl om HVAD jeg skulle svare?
Skulle jeg svare at jeg var ked af at det IKKE VAR epilepsi? At det var GODT at de havde fået afskrevet det? Eller velkommen til “vi-kan-IKKE-finde-ud-af-hvad-du-fejler”-helved? Hmmm, måske IKKE!!!
Men jeg ved at hun har været igennem MANGT & MEGET for at finde ud af hvad det er. & de har undersøgt hende (undskyld mig udtrykket ;)), i hoved & røv, for finde ud af HVAD hun fejler. Hmmmm.
Det hele startede efter at hun havde været i Indien for at lave noget frivilligt arbejde, på en skole for kvinder tror jeg det var. Hun havde brækket benet, var endt på et hospital, hvor de ikke fik sat det ordenligt på plads. & da hun så kom hjem til DK igen, & STADIG havde store efterveer efter det brækket ben. Mente de dansk læger at der nok var en sammenhæng. Efter flere år, en masse undersøgelser & efter at de troede at de ENDELIG troede at de havde fået den ene eller den anden diagnose. Så er hun endt her. & alligevel IKKE! For de ved jo stadig IKKE, HVAD det er hun fejler. Det er som en bobbel der ikke vil briste, en ting indeni der ikke vil lade sig åbenbare. & hvad skal man som ven/veninde stille op, svare eller gøre, andet end at bakke op om & støtte personen. Hmmm, jeg ved det ikke. Andet end at gøre det jeg i forvejen gør. Vær der hvis hun har brug for for det. Ha’ dejligt “brede skuldre” som hun kan læne sig op ad & græde ved hvis det er det hun har brug for.
Men hold kæft det kan være svært at vide hvad man skal sige & hvad man IKKE skal sige. & i hvilke situationer man skal sige hvad. Det er en svær balancegang indimellem. Jeg spurgte så i denne her situation, en kollega hvad han syntes jeg skulle svare. For jeg vidste det ærlig talt ikke 😉