Selv-fordømmelse

Fordømmelse af sig selv versus fordømmelse af sig selv?

Når vi mennesker dømmer hinanden, er, det så os selv vi dømmer?
Er vi misundlig på den vi dømmer/fordømmer?
Er der forskellige måder at dømme på?
Eller er det ‘bare fordi’ vi er misundelige?

Jeg møder ofte denne kvinde, i mit netværk. Vi har mange fælles venner & bekendte. & jeg har RIGTIG svært ved at rumme hende.
Jeg kan ikke lade vær med at undres over & spørge mig selv, HVAD det er, ved LIGE PRÆCIS hende der får det til at vende sig i mig. At få SÅ MEGET modstand, at jeg har svært ved, at være tilstede & får følelsen af at blive kvalt.
Hun er, RIGTIG GOD til at gøre sig bemærket. ISÆR på en negativ måde. Hun udtaler sig ofte om ting hun ikke ved særlig meget om. & hvis man ikke giver hende ret, går hun så MEGET i forsvar, at det er lige før at det ville være nemmere at indtage Kronborg i fuld vigør!
Alle går på nåle omkring hende, men INGEN af os tør sige noget til hende.
Hvorfor?
Hvordan kan det være at INGEN siger noget?

Jeg kan ikke lade vær at tanke om jeg mon er misundlig?
Om det er fordi at jeg også gerne vil være bedre til at stå ved mig selv, at jeg dømmer hende?
I samme åndedrag kan jeg ikke lade være at tænke, at jeg IKKE ønsker at være i hendes sko & være “spedalsk”, & berømt & berygtet som hun! For jeg har oplevet at folk er gået fra selvskabet når hun er kommet

Så hvad er det ved hende, der gør at jeg dømmer?