The memories

I started to going through some pictures of when I started my beech project. & a lot of memories came rolling back. Memories I’m not prepared to deal with just yet. So I decided to, distract my self. & start … Læs resten

Kærlighed til smukke morgner

Ej jeg kan seriøst ikke lade vær med at blive glad helt ned i maven. Når jeg oplever solen stå op & kærtegne denne smukke natur skønhed.! Jeg bliver taknemmelig & føler mig enormt, priviligeret, over, at ha’ så smuk … Læs resten

Filosofiske Overvejelser – Del 02

IMG_20130605_013556Her i lørdags, hørte jeg ‘Mads & Monopolet’, som jeg gør næsten hver lørdag. Det var så highlights, fra første del af året. Der var et dilemma fra et af de afsnit jeg ikke havde fået hørt. Dilemmaet gik ud på, at der var den her unge mand der lige havde fundet ud af, at han havde den her arvelige sygdom i familien. Hans forældre havde først fortalt om den, efter at han var blevet voksen. Sygdommen var ret alvorlig, den giver ufrivillige bevægelser (jeg begyndte at spidse mere & mere øre), der var 50% chance for at han KUNNE ha’ gennet & der var 50% for at han IKKE havde det. Hans far var
IMG_20130630_185626IKKE selv blevet testet. Faren havde den ‘filosofi’, at det man IKKE ved har man IKKE ondt af. Men på trods af det, havde han, HELDIGVIS, (& jeg siger heldigvis, for, jeg kunne udfra beskrivelsen af sygdommen regne ud, HVILKEN det var. For MIN MOR har den sygdom), valgt at fortælle sin søn om den. Så sønnen udfra det, selv, kunne bestemme om han ville lade sig teste. Hvilket han havde valgt at gøre. Der hans dilemma lå, var, at hans fætre & kusiner, INTET, vidste. Hans fastre/mostre/onkler, havde valgt at lade vær med at fortælle deres børn det.!!!
Han vidste så ikke, om, han skulle gå imod fastrene, onklerne & mostrenes ønske om, at børnene INTET skulle. & vælge at fortælle dem det alligevel.? Eller om han skulle respektere, at de havde taget valget om, IKKE, at fortælle deres børn om sygdommen.?
Jeg blev harm.!!! Jeg ved godt at jeg intet kan stille op, MEN, jeg syntes at det er DIREKTE uetisk, amoralsk & DYBT forkasteligt.!!!
For kære læser; forestil dig følgende:
At du IKKE selv er herre over egen krop. At din hjerne IKKE kan følge med & at din krop bevæger sig frivilligt. Helt uden at du selv har indflydelse på noget som helst.
Forestil dig at være fanget i den EGEN krop. At du indeni, er, den du ALTID har været, men at du pludselig IKKE kan udtrykke dig, at du pludselig IKKE selv kan gå i bad, at du IKKE selv kan spise, at du har blå mærker OVER DET HELE fordi du IKKE selv kan styre din bevægelser & dermed falder ofte. Forestil dig, at du dør en LANGSOM & SMERTEFULD død. At der IKKE, findes en behandling.! At du er, FULDKOMMEN magtesløs & ABSOLUT INTET, kan stille op, andet end at se & mærke hvordan, at din krop går i forfald. At du IKKE længere kan deltage i samtaler på lige vilkår. At du indeni,
IMG_20130618_204308STADIG, ér, den du ALTID har været. At du IKKE er anderledes, men at omverden opfatter dig anderledes. At folk kigger på dig, enten med medlidenhed, eller, undring over dine mærkelige bevægelser.
Hvad er meningen med, IKKE, at fortælle det til sine børn.?
Jeg kan godt forstå, at man IKKE vil ha’ at børnene skal bekymre sig unødigt. & alligevel IKKE.!!! For er det ikke ‘forkert’, IKKE selv, at kunne vælge.? Er det ikke uetisk, at man IKKE får valget, om, det er en sygdom man IKKE, selv vil gi’ videre.?
Man kan ikke selv vælge, om man vil undersøges. Man har ikke noget valg, &, hvis man så er en af de, der uheldigvis har gennet & IKKE ved det. Så står man lige pludselig, 6, kan mærke at ens krop ændre sig, men man ved ikke hvad det er.!?!
Det var det der skete for min mor. Hendes forældre havde valgt IKKE, at sige det til hende, før at sygdom begyndte at bryde ud i fuldt flor. Det var ved at ødelægge min familie fuldkommen. Ved at rive den fuldkommen fra hinanden. For klart, at min mor var rasende & gal. Det ville jeg selv ha’ været. For sygdommen er så fandet grusom.!!!
Det eneste du kan gøre, er, at vente på at dø. LANGSOMT.!!! Det er IKKE værdigt.!!! Du får frataget retten til at træffe et valg, ta’ stilling & bestemme over dig selv & din krop.! Du har heller ikke muligheden for, at vælge om du vil sætte et barn i verden, velvidende at det, dels vil se sin mor eller far, forfalde af den sygdom. & dels, at det skal gå rundt med
IMG_20130621_004518en frygt for måske selv at ha’ sygdommen. Jeg ved at der er mange der er børn af en med den her sygdom, der udover de problemstillinger, er bange for at blive testet. Ikke kun pga., hvad svaret kan være, men &så, fordi at nogle, føler en enorm frygt for, at gå fri. For, nogle får enormt skyldfølelse over at de er gået fri, alt imens deres forældre er syge. Hmmm
Der er mange overvejelser at gøre. & du, kære læser kan nok godt høre hvad jeg mener.!!! 😉
Jeg syntes at det er dybt uforsvarligt & uetisk, at ikke at fortælle det. At ta’ det valg fra et andet menneske. Efter min mening, syntes jeg, at alle mennesker er et individ der SELV må bestemme over sit eget liv. Men (sagt i samme åndrag), så, må man &så selv stå til ansvar over for de handlinger du laver & ta’ de konsekvenser der kommer. Især hvis man IKKE ér modig nok til at be’ om hjælp. Det lyder barskt. Jeg ved godt at nogle har svært ved at be’ om hjælp, men i en verden der er barsk (tro mig, jeg har set & oplevet det ‘mørke Danmark’), så er der ikke særlig meget at gøre hvis man ikke spiller med på det vindende hold.! Jeg er måske hård, jeg er måske meget sort/hvid (efter nogens mening), men jeg syntes bare at jeg har set for meget til, at ikke føle at man må gøre meget selv. Heldigvis, findes der mennesker der prøver at gøre verden til et bedre sted. Inklusiv mig selv.! Det tør jeg godt at sige.! For jeg ved, at jeg, VIRKELIG, er, en dem der er med til at ændre verden.! Dels igennem mit arbejde & dels igennem det frivillig arbejde jeg laver. Der får jeg muligheden for at møde mennesker, der KÆMPER, med venlighed, kærlighed & et åbent sind. Så mærk efter i dig selv næste gang du skal træffe en beslutning. Er det udfra DINE normer, DIN etik &/eller, din moral, at gøre det en eller det andet.? At tie om noget.? & hvorfor tie.? Hvad er dine EGNE motiver for at fortælle noget, du VED kan såre.? Er det bedre at vare din mund.? For får den person noget godt ud af, den viden.? Eller er det fordi at DU har dårlig samvittighed.? Hvad er dine motiver bag, at dele din viden.?
wpid-20130514_210522.jpg

 

At turde!

image

Da jeg så de første billeder fra bombe attentatet i Boston, blev jeg først oprørt over at nogen stod & tog billeder af tilskadekomne, så tænkte jeg ‘jamen der er jo NOGEN, der ‘skal’ ta’ billeder’ (hvor grusomme de så end må være). & så slog tanken mig ‘HVAD ville jeg selv gøre?’

Jeg føler mig enormt splittet på det område. For HVOR går grænsen?
En del af mig, væmmes ved at folk på den måde stod & tog billeder. Jeg tænkte, kom lige lidt væk, så de tilskadekomne kan få lidt ‘space’! Men igen, en ANDEN tanke var, at de billeder som fotografer & privatpersoner har taget, sikkert har kunnet hjælpe politiet!

image

Jeg begyndte at stille mig selv en masse spørgsmål. Jeg vil & prøver at vise verden som jeg ser den. Jeg prøver, at vise skønheden & det grimme ved verden. Jeg kan godt li’ at ta’ billeder med skygger på den ene eller anden måde. Eller med kontraster. For netop at vise at verden & livet er fyldt med to sider, med kontraster.

Men ville jeg ta’ billeder hvis jeg stod i en situation som den i Boston? Ville jeg syntes at det ville være krænkende? Eller ville jeg, syntes at verden &så skulle ha’ muligheden for at se det? Ville jeg turde at ta’ billederne? Eller ville jeg være for lammet af situationens alvor til at handle? Ville jeg gå over grænsen? Min egen grænse?

imageJeg ved det ikke! & jeg vil aldrig vide det før jeg står i sådan en situation! Men jeg vil gerne ud & rejse. At være en rejse-fotograf måske?

Ud & vise verden andre dele af verden. Ud & se ALT det jeg kan. Vil gerne dokumentere!!!

Men ville jeg kunne gøre det spændende nok? Interessant nok? Eller ville det blive en kopi af det andre i forvejen har lavet?

For jeg ved ikke hvor meget jeg har at fortælle, at dele. Lige for tiden føler jeg ikke at jeg har særlig meget at byde på. Jeg føler mig fastlås i en situation som jeg ikke helt kan se mig ud af. Så ville jeg kunne? Ikke sådan som jeg har det lige nu!

 

 

image

My thoughts!

Udgivet via WordPress til Android

Ud på opdagelse – Del 2

20130418_184507

Jeg kom afsted & kom ud & fik taget billeder. Men det var godt nok en kold & blæsende fornøjelse. Jeg fortrød flere gange & var endda &så ved at vende om op til flere gange. Men samtidig var der en lille stædig stemme i mit baghoved der blev ved med at sige ‘du vil fortryde det hvis du tager hjem nu!!! Du er IKKE, taget, HELE VEJEN ind til KBH, for at vende om bare pga. en ‘smule’ blæst!!!’. 20130418_184612(0)

Men en smule blæst er vist en underdrivelse. & det var pænt koldt. Indimellem blæste det så meget, at jeg bogstaveligt talt stod stille MIDT i et skridt!!! Jeg presser mig selv enormt meget & har ofte RIGTIG SVÆRT ved at finde ud af HVOR grænsen går! Finde MIN grænse! Jeg syntes at det er en konstant balancegang, som jeg ofte bliver SÅ IRRITERET over. Hvorfor skal det føles så forvirrende?

Samtidig ved jeg jo godt HVORDAN det hænger sammen! At hvis jeg IKKE lytter til MIG, så får jeg det som jeg har det nu! At jeg bare vandre rundt på må & få & ikke helt ved hvor & hvad jeg skal stille op med mig selv. Hvor jeg går rundt i min egen verden & føler en kæmpe distance til andre mennesker. Jeg undskylder/refærdiggør det over for mig selv med, at jeg jo er midt i ‘at udfolde mig kunstnerisk’, &, at jeg dermed IKKE ‘behøver’ at skulle ta’ stilling til min ensomhed! Men det er en dårlig undskyldning for at jeg er fyldt op af angst & frygt for, IKKE, at kunne slå til! At jeg IKKE føler mig ‘god nok’. Selvom at jeg i min omgangskreds har fået fed feedback på de billeder jeg lægger op på min foto-side på Facebook. Så ER jeg bange. Bange for IKKE at slå til, at jeg IKKE formår at præstere. Samtidig er jeg min egen værste fjende!

20130418_191356(0)

Perfektionisten i mig, sætter enormt høje krav for HVAD jeg skal kunne! Hvad jeg skal nå & IKKE nå. Jeg ved samtidig &så at hvis jeg ikke passer på med de her ‘foto-ture’. Så glemmer jeg mig selv & jeg glemmer at ha’ kontakt til mig selv. & så bliver balancegangen rigtig ubalanceret! Hvilket resultere i, at jeg bliver vred & indebrændt, ked af det & frustreret! Løber fra ansvaret over for mig selv & mine følelser. Så jeg ender med at føle at jeg vil løbe fra det hele. Jeg ender lige for tiden, pænt ofte, med en tvivl, om, nu traf det ‘rigtige’ valg. & en konstant tvivl om, HVORNÅR, tingene er en flugt eller om det er med de rette motiver jeg gør det. Hele tiden ENTEN ELLER!IMG_20120617_123653

Når jeg så ligesom igår, bliver blæst fuldkommen igennem, kan jeg ikke mærke mig selv. & når jeg kommer hjem er jeg helt følesløs af træthed & kulde & jeg går kold i min egen verden igen. Jeg bliver så træt at jeg ikke engang får kigget dagens billeder igennem. Jeg gider IKKE & jeg fortryder at jeg overhoved tog afsted!

Jeg bruger de ture som en undskyldning. At jeg da ikke isolere mig helt så meget for jeg har da været ude & ta’ billeder. Jeg glemmer bare at ta’ op i mine overvejelser at jeg gemmer mig i mine billeder. At jeg IKKE snakker med nogen. At jeg har det ambivalent med at snakke med andre. En af de der dumme angst-perioder!

IMG_20120601_161215

My photo experiences!