The New York Feeling

There are a lot of things to love or hate bout New York.
Boat for most part, u love the big apple city 😉
What’s not to love?

At start, u feel overwhelmed. When u come from a small contry, everything here seems so big. As if the buildings, streets & the traffic is going on for eternity.
All the lights, all day, all night, 24 hour’s at day. Feels like u are on a new planet. In a all new galaxy.

But it don’t take long to blend in. Not for me!
I’ve ALWAYS been good at blending into the environment I’m in. Good at reading people & situations.
& the language isn’t a barrier for. I’m half Australian. So I’ve got English in from I was born.

I really like how polite people are here. Sweet at helping, smiling & when u go into a store, how they ask u if u had a good day. Even people I talked to at the work training, whom I only known for a couple of days, are so sweet & helpful.

The land of good welcomes must be here!

Reklamer

Byen der overrasker KONSTANT!

Har du nogensinde været i New York?

Hvis ja så ved du hvad jeg snakker om. Når jeg siger at det her er en by fyldt med kontraster!
På en måde, kan man IKKE undgå at elske den. Men i samme åndedrag, blive totalt overvældet & irriteret.
Den er SÅ KÆMPE. Så fuld af alt muligt.
Fx., skal skraldet ud ved 17.00-tiden. Hvis den bliver sat ud før, kan man få en bøde. Når man så kommer ud næste morgen. Er der mange steder, hvor går-dagens skrald STADIG står & venter på at blive afhentet. Hmmm

Der er også mennesker OVER det hele. Der en jo en grund til det hedder “Byen der IKKE sover”!!!
MANGE butikker har døgnåbent. & i mange butikker, er der, BÅDE dagligvarer & apoteker. MÆRKELIGT, at stå over æhhhæ æggene i køledisken & samtidig, kunne købe medicin i samme åndedrag. Noget jeg lige skal vænne mig til 😉

Over bekymret, angst?

Hvor er jeg overrasket!!!
Alle de bekymringer, angst & second doubts, jeg havde omkring mig selv. Blev blæst væk, da jeg stod herovre. ALT, & det er bogstaveligt talt, ALT. Er MONSTER STORT. Jeg har så travlt med at suge det HELE til mig, at jeg, dels glemmmer at være bange & dels SLET IKKE har tid til det.

Der er SÅ MEGET at se, & jeg der er et menneske der lægger mærke til ALLE små krummelurer & detaljer på bygninger, veje osv. skal bare se & se. Wauw 😀

Elsket allerede NYC 😉

Gennemsigtighed & Forsvindings-Numre

“I’m not here, not here
I disappear when u are near”
– Sound of Arrows

Er for tiden hooked på en sang af den svenske gruppe Sound of Arrows. Godt nok kan den tolkes som en kærlighed sang. Eller at der er bestemte mennesker, hvor man føler sig reduceret, at man glider i ét med tapet. Eller whatever.

Sådan har jeg det så ikke. Jeg har bare lidt til at forsvinde, gemme mig, være gennemsigtig.
Føler at der i disse dage er ALT for MEGET fokus på mig. Jeg har svært ved at rumme det. Føler at de (mine kollegaer), HVERT ØJEBLIK, det kan være, opdager mit ‘bedrag’.
IKKE at jeg på NOGEN MÅDE snyder! Men angsten for, IKKE, at kunne leve op til forventningerne, ligger, SÅ dybt & indgroet i mig. At jeg har svært at abstrahere fra dem.

Jeg bliver er eller andet sted irriteret på mig selv over, at det fylder. For de ville da, for fanden, IKKE,  vælge MIG til at ta’ til NY, hvis ikke de så en MASSE potentiale i mig!!!

Jeg er, ENDELIG, begyndt at se denne tur som en mulighed for mig, til, langt om længe, at komme ud af ‘dårligt-selvværds-helved’. At komme ud af alle de forbandede tanker, der, får mig til at føle mig SÅ lille

Ked af det-hed

UBESLUTSOM

Så er det lige at jeg ikke gider at være på arbejde. Syntes at der er tusind ANDRE ting jeg hellere vil. Men når det kommer til stykket, ender det nok med at jeg alligevel ikke får gjort de ting jeg gerne vil. Er så træt af jeg kunne falde i søvn. Men min kontorstol er så ikke lige den bedste eller mest behagelig. 
Hvor var det svært i morges. Var ved kæresten i weekenden. Ungerne (hans fastboende børn), var lidt kede af at jeg skulle afsted. Tror at de var bange for at jeg ikke ville komme igen.

Hans mellemste hang meget på mig i weekenden. Hun blev konstant ved med at spørge mig hvornår jeg skulle hjem & hvornår jeg kom igen. Syntes at det, HVER GANG, er, så forbandet svært at skulle sige farvel. Selvom at jeg kommer igen, så, savner jeg dem jo forbandet meget. &så selvom at det ikke er mine unger. De er bare så skønne & dejlige. Det er hårdt at blive “bonus”. Altså, alt det der med, hvad må jeg? Hvad må jeg ikke? Bliver jeg accepteret? Eller er jeg den dumme nye kæreste? Vil de kunne li’ mig? Eller bliver det en kamp? Hvor meget kan jeg tillade mig?

De har heldigvis taget RIGTIG GODT imod mig. & de kommer SELV hen & vil ha’ knus & kys (hvilket er noget jeg lægger STOR vægt på!!!). Børn skal ha’ en masse omsorg, en masse kys & en masse nusning. Alt det fik jeg ikke som barn, derfor er det egentlig lidt pudsigt, at jeg er blevet, SÅ kærligt et menneske?
Men jeg ved ikke noget BEDRE, end at putte, hygge & ha’ det fedt.

Her i lørdags var vi så til nogle af ungernes karate-halløj. Det var faktisk pænt fedt & kærestens ældste gjorde det bare SÅ godt!!!

Men hold da op, udover at jeg, kommer til at savne ungerne. Kommer jeg &så til at savne lækkermåzen ad helveds til. Omstændighederne er indimellem svære. Det er endt med at jeg selv skal tage ind i lufthavnen. Jeg kender ingen der kan køre mig & kæresten skal på arbejde. Så selvom at jeg da HELT SIKKERT, godt selv kan. Ville det ha været rart, “just for once”, at ha’ en der kan hjælpe. EN som kan få mine i forvejen, hårdt prøvet nerver, beroligt. Jeg er vant til at gøre ALTING selv. & som jeg sagde til ham den lækre i weekenden, ville det være rart. Bare EN GANG, dels at ha’ en at følges med. & dels IKKE, at skulle gøre DET HELE alene. Hmmmmmm

 

Fanget, glemt eller…….?

Gemmensigtighed?

Sidder & føler mig fanget. Fanget af alt det jeg gerne vil sige, men føler jeg ikke kan formulere. Ordene der hober sig op, følelser der sidder som en klump i brystet. Frustrationer, kaos, usikkerhed, forvirring. Hmmmm
På denne tid næste lørdag sidder jeg i et fly, på vej til New York. Rejse-skræk? Rejse-feber?
Sidste år, var jeg, en uge i Norge. Det var faktisk da ham Breivik, syntes at han lige skulle “hygge” sig lidt med en skyder. Min bedste, på nu 82, ringede desperat til min far. Hvilken ø er det nu barnebarnet er på?????

Min far kunne ikke huske det helt, men mente bestemt, at det IKKE var Utøya. Rigtig nok! Jeg var på Bragdøya. Men for at berolige min bedste, ringede han nu alligevel. Jeg har en mor der er MEGET syg & på plejehjem. Så da jeg så min far havde ringet & jeg ikke kunne få fat på ham da jeg ringede tilbage. Gik JEG i panik. Samtidig med, at der på Bragdøya, SELVFØLGELIG, bredte sig en, forvirret, kaotisk & trist stemning. Ingen vidste hvad fanden det var der foregik, andet end spredte rygter, sætninger fra “virkeligheden” blandede sig med stemmer fra radioer hentet på fastlandet. Da jeg ENDELIG fik fat på min far & derefter min bedste, viste det sig, at de vidste MERE om hvad der foregik end vi i Norge gjorde. Vi var på en ø, uden tv, computere (eller internet), ej heller nogen aviser.
Der var som sagt nogen der sejlede ind til Kristiansand & købte en radio, hvor vi kunne følge en smule med. Det var utroligt SMUKT, at se hvordan nordmændene stod sammen. Hvordan de støttede hinanden & drog omsorg for hinanden. Om aftenen, gik alle ned til en af strandene & sendte lys ud på vandet på staniolsbakker. En oplevelse der var så UBESKRIVELIGT rørende, smukt & ja INGEN ORD kan beskrive den smukke oplevelser.
Det var første gang, jeg i mit liv, var ude at rejse uden forældre. Hvor jeg var på egne ben & skulle ordne tingene selv. Men Norge er ikke sååååå langt væk hjemmefra, at jeg ikke ville kunne komme hjem pænt hurtigt, hvis det virkelig brændte på. Nu står New York snart for døren. Om en uge sidder jeg i et fly på vej mod byen der aldrig sover. Nu står jeg VIRKELIG på “egne” ben. Hmmmm, kan jeg? Kan jeg leve op til det der forventes af mig? Har de ikke set igennem mig & at jeg faktisk IKKE er helt så sej som jeg ser ud??
Jeg syntes der er så meget rod & usikkerhed indeni, at jeg ikke helt, kan forstå, at jeg ikke er blevet “opdaget”. Opdaget i at jeg ikke er så god som jeg ser ud. Hmmmmmmmm.
Der var engang, en der sagde til mig, at jeg sætter urimeligt & urealistisk høje krav til mig selv. At jeg forventer ting af mig selv, som, jeg endnu ikke har lært. Ting som jeg ikke “burde” vide eller kende til. Men som jeg pålægger mig selv & forventer af mig selv. Perfektionisten længe leve. Eller nej. For det føles ikke fedt. Det giver mig ikke nogen tilfredstillelse, andet end stress. Fint nok at jeg er perfektionist i forhold til mine billeder, for, mine billeder er SÅ VIGTIGTE et “billed” på hvem jeg er som menneske. & når jeg ved at jeg kan gøre det bedre, VIL jeg også gøre det bedre. Der er det okay for mig, at sætte de krav. For der, vil jeg kunne stå 100% inde for det jeg sender ud i “æteren”, ud i vedenen eller u name it???
Det slog mig forleden dag, da jeg, sidst skrev her på min blog, hvor længe siden det var, at jeg sidst skrev. Hvad skete der lige der???
Denne røde Ford, der på det sidste billed, har holdt på min parkeringsplads i, i hvert fald en måned nu. & jeg kan ikke lade vær med at syntes at det er trist. Er der ikke nogen der savner den?? Mangler den??
Åbenbart ikke, for, den står bare der & er efterladt, forladt & fortabt. Den bliver ikke brugt. Bliver ikke savnet eller?
Syntes af det er noget så trist at den bare står der. Den burde være ved nogle der vil den, har lyst til den & som værdsætter den!!!

Hips som Haps

Ulykkes-Fuglen!

 Den der udtrykte ordsproget “En ulykke kommer sjældent alene” eller “At få det forkerte ben ud af sengen”, burde få en medaje. En MEGET flot guldmedaje!

Alt hvad jeg syntes kunne gå galt, gik galt da jeg stod ud af sengen idag. Ej IKKE helt sandt. Men dagen idag, har fra da jeg “stod op”, føltes helt malplaceret. & dog!
I princippet, kan jeg ikke påstå at jeg OVERHOVEDET er stået op idag. Er inde i en “de perioder”. Sådan en af slagsen, hvor jeg sover ad helveds til. Jeg har sådan nogle “søvn-kategorier”, som, jeg sætter mine søvnmønstre ind i. & jeg er i den, hvor jeg enten vågner èn gang i timen eller en gang hvér anden time. I nat kunne jeg så SLET IKKE sove. Så har været vågen, ej er seriøst FOR træt til at regne 😉
New York, rykker tættere & tættere på. UNDER to uger. FUUUUUUUUCK!
Er jeg klar? NEEEEEEEEEEEEEEJ!
Møder jeg opbakning fra familien, (hvis man lige ser bort fra min bedstemor & min MEGET SYGE mor på plejehjemmet). NEEEEEEEEEEEEEJ!!!!
Min svigerfamilie, er, mere spændte på mine vegne end, min, EGEN FAR! Har han ringet én eneste gang for at gøre hvordan & hvorledes? NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ!!!!!!!!!!!!!!

Er det for meget, at forlange af sin EGEN far, at han ringer til sin datter (der skal rejse til New York i 3 uger), & spørg hvordan det står til?
Er det for meget at forlange at ens EGEN far viser en bare SMULE interesse?
På den anden side, har han jo ALDRIG gjort det. Hvorfor skulle han så begynde nu??????????
Forventer JEG for meget???
Jeg har lært at leve med det. Men når jeg så ser på kæresten & hans familie, kan jeg ikke lade vær med, INDIMELLEM, at blive (misundelig er IKKE det rette ord. For jeg under ham det godt). Men jeg kan ikke lade vær med at føle at JEG går glip af en hel masse. Jeg føler mig udenfor når jeg besøger ham. Føler mig malplaceret, for jeg har jo aldrig haft familie på den måde. Min kære & dyrebare bedste, bor HELT OVRE i jylland. Så det er kun når økonomien vil det, at jeg kan komme derover & få en smule følelse af familie. Samtidig, har jeg, så længe jeg kan huske, båret rundt på en sorg over. At når hun dør, mister jeg det sidste “link”, til, følelsen af at ha’ en familie. Hvad gør jeg så? Hvem skal så elske mig? Hvem ringer så til mig, når jeg som nu, skal ud & rejse? Hvem elsker mig så?
Det her er IKKE for at få medlidenhed. Men, som nogle coach/terapeut-dimser ville sige, en form bearbejdelse. En form for renselse? U name it! Find de ord der bedst beskriver det jeg mener. HVIS du “getting my drift”? Hmmmmmm
Tør jeg tro på at det forhold jeg er i nu, holder? Ved det ÆRLIGT talt. Tør, tør ikke??????
Jeg har sååååå svært ved at tro på os. Jeg vil SÅ GERNE, &, gør et forsøg HVER DAG, på, ikke at lade min angst få overtaget. For jeg er så vant til, at det, IKKE, kan betale sig at lukke nogen ind. Men det føles jo, SÅ HELVEDS, godt når jeg tør. Skal angsten vinde, eller, tør jeg gå imod den?
Det er det MEGET & ALLER-STØRSTE spørgsmål. Hmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmm
Ja, New York, New York. Kommer til at “gå glip” af HELE 3 uger af min bøgs liv. Men godt den er der når jeg kommer hjem. Så er der da noget der er sikkert!!!! 😉