Livsglæden

Livsglæden

Hvor blev den af?

I formiddags, da jeg var på vej på arbejde, kommer der en mor med hendes lille dreng, gående imod mig. Den lille dreng går & fortæller mor, røverhistorier om hvad han skal & hvad han laver i børnehaven. Da han ser mig, stopper han op & siger som en MEGET farlig løve. Jeg spiller med på den & hopper 10 meter op i luften & laver en grimasse, som at jeg, VIRKELIG, bliver bange. Hvilket resultere i et MEGET STORT & smørret grin af den lille dreng. Hvorefter, jeg høre ham sige glædestrålende & pavestolt, til sin mor, “SE mor, JEG ER en MEGET farlig tiger!!!”. Jeg gik derfra, med det meste gladelige smil, over, at jeg havde gjort denne lille dreng SÅ glad & SÅ stolt. Tænk at der skal så lidt til & der går intet af mig ved at have gjort det. Andet end at min dag også starter godt & starter med smil & glæde for mig også!!! Men HVORFOR er det at folk GLEMMER, at det er de SMÅ ting i tilværelsen, der gør det, det HELE værd? Hvorfor har MANGE, SÅ TRAVLT, at de glemmer, de små ting? Hvad tror de der sker?
Er det fordi de er bange? Er de bange for at komme til at se dumme ud? Blive latterliggjort? Hvorfor? Det jeg fik ud af denne situation, var, et smil fra moren, en stolt lille dreng, &, at jeg kunne gå med en dejlig varm følelse indeni!!! En af mine MEGET STORE drømme går snart i opfyldelse. & det har sat en milliard tanker igang. Jeg kendte engang denne fantastiske lille pige, som blev opereret i hjertet, for en hjertefejl. Hun var indlagt på Rigshospitalets Børneafdeling. Hun klarede sig forbløffende godt. Selv lægerne der havde opereret hende, var overrasket over HVOR GODT, hun klarede den. Det var en svær tid, for min veninde. & det er svært SOM veninde, at skulle stå på sidelinjen. For hvad fanden skal man sige til en mor, der skal have sin dyrebareste & kæreste eje, under kniven på den ord. Der er, ABSOLUT INGEN ord, der kan lindre eller gøre det bedre. Jeg blev harm på andre af min venindens, veninder, der bakkede ud. Jeg ved godt at DE, ligesom jeg var bange, IKKE vidste hvad de skulle sige, var bange for at sige det forkerte. Men de ‘sagde’ jo det FORKTE, ved at svigte, da hun mest havde brug for dem. Et ULTIMATIVT bedrag i MINE øjene. Jeg syntes, ærlig talt, IKKE, at man kan tillade sig at opføre sig på den måde!!! Det hele denne situation gjorde for mig var, at jeg tog en beslutning om, at SÅDAN, ville jeg ALDRIG blive eller gøre. & der dannede sig en ide, der nu er blevet til en drøm, at jeg vil være KLOVN på en børneafdeling. Hele situationen med drengen der legede løve/tiger fik mig til, at huske på min drøm & begynde, at drømme om den igen. Min drøm om at komme til NEW YORK, er, blevet VIRKELIG, LANGT TIDLIGERE, end jeg havde forventet. Nu er jeg begyndt, at turde at drømme igen. Så hospitalsklovn, HERE I COME!!!!!!!!
 
 

 


Reklamer

Overvejelser

ARBEJDS TANKER

ANGSTENS ANSIGT!

Hmmm, så sidder jeg her på arbejdet & blogger. Hvor jeg rent faktisk burde sidde & være totalt arbejds-agtig, men koncentrationen er ikke på sit højeste. Hæh, det er meget mere spændene at sidde & være social-medie-agtig. Ej, det at min drøm, om at komme til New York, blev en virkelig realitet, langt tidligere end forventet. Har gjort, at troen på, at andre af mine drømme kan blive en realitet, en virkelighed, er, kommet tættere på. At mine kollegaere tro nok på mig til at sende mig til NYC, har givet mig noget indre ro. Noget indre selv-tro. Jeg var lidt ‘mærkelig’ med at skulle fortælle om rejsen til min familie, for det er ikke lige fra familien jeg har mit ‘bedre’ selvværd. Men, overraskende nok fik jeg kun opbakning fra dem. Jeg blev lidt målløs, for, den støtte, den opbakning, havde jeg ikke ligefrem forventet. Men måske fordi at jeg, som menneske, er vokset så meget & vokset så meget VÆK fra den jeg engang var, har de fået mere tillid? Jeg ved det ikke? Men jeg havde, i mange år, ikke, haft personligt ansvar som en af mine spidskompetance. Jeg har i fortiden, & kan stadig indimellem, blive ramt af en KÆMPE angst. En angst for ikke at slå til, ikke at være god nok, ikke at kunne levere det, JEG TROEDE, andre har forventet af mig. Da jeg fik øje på de her mønstre ved mig selv, fik øjene op, begyndte jeg at kunne gøre noget ved det. Men HVORFOR er det så svært at snakke om ANGST!!!!!!!!!!!!!! HVAD ved angst gør, at folk, FLYGTER, når man snakker om det?? Hvorfor vil folk IKKE høre om det? Hvorfor får man kastet, den der med, “så tage dig dog sammen”, lige i hoved, når man begynder at fortælle om sin angst?? Hvad er folk bange for??


Jeg forstår det ikke!!! Men jeg forstår hvorfor, at andre & også mig sekv inkluderet, ikke har haft lyst til at snakke om det når man får kastet sådan noget i hoved. Eller at folk bliver konfliksky. For man, jeg, har ikke behøvet at møde de reaktioner særlig mange gange, før man mister lysten til at skulle fortælle om det. Jeg har ofte siddet tilbage med en følelse af, enten, at folk bliver bange & flygter, eller, at folk bare syntes at, jeg var dovn, dum & ugidelig. & at jeg så er gået hen & blevet ligegyldig, uinteressant & SÅ MEGET ligemeget! Det er altså, IKKE, sjovt at sidde med den følelse! Her på min arbejdsplads, er, det et frirum, for folk med evtuelle diagnoser. Der, kommer denne unge, men ENORMT skønne unge kvinde, der har MEGET angst. Hun er meget genert, MEGET tilbageholdende & meget indelukket. Fordi at jeg dels har prøvet en del i mit eget unge & korte liv, & stadig er ung, så, har jeg en vis tiltrækning på de unge mennesker der kommer her. Hvilket jeg syntes er enormt fedt, for, jeg vil GERNE, mere end gerne, give mine dybtkøbte erfaringer, videre. & hjælpe nogen der står i den situation, jeg selv har stået i SÅ MANGE gange. Hvis mine erfaringer, kan bidrage til at de kan begynde at tro mere på sig selv. For, at tro på sig selv, er, ikke nemt i et system, der tager AL tro fra en. Som tager alle ens beslutninger fra en & som på INF`GEN måde lytter til UNGE mennesker. Der er en fejltolkning i systemet & samfundet. En ide om, at bare fordi at man er ung, er havnet i systemet, & måske, muligvis, er, havnet i et system, der ikke er indrettet til UNGE MENNESKER, så har man ikke en holdning, en mening. Man bliver behandlet anderledes!!! Jeg kan selv mærke, hvordan jeg bliver behandlet forskellig, fra da jeg var i starten af mine tyvere. & så nu hvor jeg er i slutning af tyverne. Jeg føler, at jeg nu bliver taget mere seriøst. Bliver taget alvorligt. Tænk engang!!!
 
 

Sammenhæng

Hmmmm, jeg har gået her de sidste par dage & tænkt, reflekteret over, HVOR MEGET tid, man, jeg, andre. Skal bruge på diverse sociale medier. Hvor meget man hele tiden skal overveje, opveje, hvad & hvilket billed man gerne vil vise. Hvilket ‘ansigt’ eller billed, man gerne vil vise udadtil. & hvor STORT et arbejde det egentlig er. Hmmm
Det er jo lige før, at det er et fuldtids arbejde. Skulle tjekke op på fakta, overveje ens holdninger & vurderer om man vil ‘lægge det ud’ i ‘offentlige’. Om ens holdninger er stuerene. Om man er klar til at ta’ huggende, hvis folk ikke kan li’ ens holdninger. Er jeg ‘modig nok’? Tør jeg ta’ huggende, hvis mine holdninger ikke stemmer overens med omverdenens?
Ved det ikke. & samtidig sidder jeg med ‘tanken/følelsen’ af, at hvis jeg tænker, føler, oplever eller ser en ting, kan jeg vel kun fortælle historien ud fra MIN udgangsvinkel. Mit udsyn!
Jeg har fået det her skønne menneske ind i mit liv. Som, ligesom jeg, er MEGET reflekterende, overvejende & eftertænksom. Men som tænker, reflektere, på en HEL ANDEN måde end jeg. Han ser & tænker på ‘den ‘anden’ side’ af hvad jeg gør. & vender mig & mit hoved, op & ned. Så jeg bliver helt forvirret. På den gode, men lidt mærkelig måde. Jeg bliver næsten forvirret indimellem.
Men samtidig, så, er vi så på bølgelængde. Får mig ud af min skal, får min indre, ‘foto-nørde-gnist’ frem igen. Tror på mig. Hmmm
Jeg har her de sidste dage, tænkt meget på & over, al den nyheds-strøm der, f.eks., er på Twitter, & som gjorde at jeg ‘hoppede’ fra Facebook til  Twitter. Hvor STORT et arbejde det er, & HVOR tidskrævende.
Jeg ved ikke om jeg kan ‘levere’ eller ‘producere’ SÅ meget. & måske, alle de forventninger, ligger, mere hos mig selv. End hos alle de skønne mennesker der følger mig? Hmmm

Overvejelser

Jeg syntes at der sker pænt meget i mit liv for tiden. Det er fedt, men indimellem har jeg svært ved at forstå det. Jeg tror på det! I forhold til så mange gange før, så tror jeg på det denne gang. Jeg har så mange før, troet på at det gode ville ske, at det er gået i stykker. Hvilket har resulteret i, at jeg mistede troen. At jeg var bange for at tro. Tro på at når noget godt skete, at det så VILLE lykkes, at jeg stoppede med at turde tro på noget som helst.
Nu skal jeg til New York. Men denne gang TØR jeg godt tro. Der sidder stadig en abe, en MEGET lille abe, på min skulder & hvisker. Gør mig en smule bange. Men jeg lytter for en gangs skyld ikke, helt så meget. For jeg ved den tager fejl. Ved, at den fortæller usandheder, for, at jeg skal miste troen på mig selv, som jeg plejer. & den vil jeg IKKE give den. For jeg fortjener den her!
Jeg gør en KÆMPE & flot stykke arbejde. Så selvfølgelig, fortjener at høste gaverne for det! PUNKTUM! 



Fotoprojektet del 2

 

Bøgen

   Syntes at det her er et lidt sjovt projekt, men jeg elsker det. Jeg har altid haft en smule fordomme omkring de folk der lavede sådan nogle foto-projekter. Men i bund &grund har det handlet om mig og MIN usikkerhed. Min frygt for ikke at være god nok & frygten for ikke at kunne gennemføre det. Nu er der så kommet et HELT ANDET aspekt ind. Jeg har opdaget at jeg går til opgaven med en god & STOR portion glæde & gå-på-mod. Der er gået helt sport i det & jeg føler, at for kunne fortælle MIN historie, bliver jeg “nødt til” at tage bøgen med i mine fortællinger. Den er så stor en del af min daglig dag, at den SKAL med. Hold op, hvor har jeg mange gange siddet & filosoferet over mange ting i dens “selskab”. Når jeg indnimellem har siddet lidt for langt inde i en dum spiral, er der kommet en ordenlig vind, har rusket i træet & fået den til at bruse. Hvor jeg så er blevet rusket lidt op & ud af min egen lille verden. Dejlig reminder på, at verden, IKKE, er mig & MIN navle. Det er et klarsyn & en skønhed. Jeg skal med mit arbejde til New York i HELE 3 uger. VILDT! Ikke i min vildeste fantasi havde jeg en forventning om, at det ville være mig der ville blive valgt. Jeg TURDE ikke tro på det for meget, for IKKE at blive skuffet. Jeg har ALTID drømt om at komme til New York. At prøve at skulle opleve noget SÅ STORT. Hvor det hele bare er SÅ MEGET større end jeg er. Jeg troede ikke, at jeg ville komme til at opleve det allerede.  Jeg troede at det måske ville være noget der ville ske om, lad mig sige, muligvis om 20 år. I hvert fald, MEGET langt ude i fremtiden, & ikke allerede. Hold kæft jeg glæder mig!
 

Bøg – Projektet, del 1

Aftens Bøg Skønhed

Jeg kan ikke lade vær med at føle mig enormt priviligeret når jeg ser min udsigt.
Den giver den ro, den stilhed & den sjælefred jeg har brug for! Jeg ville ALDRIG kunne finde ro eller fred inde i en storby. Jeg ville have svært ved at eksistere, svært ved at trække vejret & jeg tror at jeg ville forsvinde. Syne væk,  blive gennemsigtig & “blive væk”. Jeg har svært ved at se & finde tiltrækningen, ved at bo i en storby. Især når jeg så har sådan en udsigt som denne!!! Når jeg, har et lille egern, der kommer & “hilser på”. Som kommer HVERT forår & som bliver ved med at komme helt til efterårets slutning hvor den går i hi. Det er fedt at se hvordan den, her til efteråret, begynder, at samle forråd. Det er hyggeligt & dejligt livsbekræftende at se, hvordan den tripper hen over græsplænen for at samle mad til efteråret. At se den, samle bog fra bøgen & hvad den nu ellers kan finde i & omkring bøgen. Da jeg så den første gang, for, et par somre tilbage, var den, noget forbeholden & det var som om at den lige skulle se mig an. Bedømme mig & se om jeg var “one of the good or bad guys”. Nu er den så tryg ved mig at den slet ikke ænser mig et eneste øjekast eller blik. Som om at jeg er fuldkommen ligegyldig. Ikke eksisterende eller betydningsfuld. Jeg er bare en der er der. En genstand, den ved der ikke gør den noget. Det er i min verden, at leve, at nyde, at opleve & at føle livet på livets betingelser. En del af livets meninger & glæder. Jeg kunne & kan ikke forestille mig et liv, der ikke er i følgeskab & i respekt for naturen. Jeg vil ikke kunne leve eller eksistere, et sted hvor der ikke er den der nærkontakt med natur & også naboer. Jeg bliver fx., her forleden, stoppet af en ældre dame. Jeg havde, som jeg plejer smilt BREDT til hende, & jeg fik et MEGET BREDT & livsbekræftende smil tilbage. Hun stoppede mig så, & spurgte hvor jeg havde købt, min MEGET fine (& indisk inspireret bluse), henne. Jeg fortalte hvor & hun lyste helt op & sagde at den kendte hun godt. Der købte hun også tøj.  

Foto-Projektet

Jeg syntes at det ville være en smule sjovt at lave et ‘forsøg’ eller et ‘projekt’, hvor jeg over et år, tager et morgen & et aften billed af bøgen i min have. For at se & vise årets, naturens & årstidernes gang. En måde at vise livets gang på. En måde at vise ændringer, bevægelsen & ‘slagets gang’. En test af, om, jeg har rykket mig. Om jeg mentalt, har rykket mig. Om jeg fysisk har rykket mig. Om jeg stadig formår at filosofere, reflektere & nyde. Hvad vil der ske, i mit liv, på det år?
Vil jeg stadig bo her?
Vil jeg stadig arbejde med det samme?
Vil jeg stadig brænde for det jeg laver?

Livskæden

 
 

Livets Glæder, Livskæden

 
 
 
 
 
Sidder her på mit arbejde & føler mig enormt priviligeret over mit liv. Jeg føler at jeg har ALT. Alt det der i min optik skal til, for at jeg er lykkelig. Jeg har en fantastisk dejlig familie, en dejlig omgangskreds & en dejlig arbejdsplads. Denne følese af taknemmelighed & livsglæde, slog ned da, jeg tog mig selv i at sende en mail til min bedste på 82år. Tænk engang, at jeg stadig har hende. Så har jeg i samme åndedrage & i den anden ende af “Livskæden”, en fantastisk & dejlig lille nevø på 3år. Der er et lille vidunder.